E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
06 Sep 2014 21:57
Forfatter
Jacob Prasch (oversat af Ole Michaelsen)

peshet og pesher

Jacob Prasch, som underviser, siger hans væsentligste hermeneutiske metode (teksttolkningsmetode) er Midrash, som er den metode rabbinere på Jesu tid benyttede, og derfor brugte rabbinerne Jesus og Paulus det også.

Man kan måske anlægge den betragtning at Jesus ER Guds ord, og at Han derfor ikke behøver at tolke ordet, men Han gjorde det dog (måske for at vise os, at Midrash er den rigtige metode at anvende). Der er 2 begreber i Midrash, som er væsentlige at forstå (begreber, som Jacob ofte nævner i forventning om at tilhørerne ved, hvad han taler om). Det er:

  1. Peshet: Den ligefremme enkle forståelse af en tekst (som man ville læse et Anders And blad)
  2. Pesher: den underliggende dybere forståelse (det indforståede, billedtale, metaforer osv.)

Her skal det stærkt pointeres at man aldrig må begynde at lede efter pesher betydningen før man har fået fat i tekstens peshet betydning. Gør man det alligevel ender man højest sandsynlig op i gnosticisme. Pesher forståelsen må altså ikke stå alene og overskygge peshet forståelse

Det skal også lige nævnes at rabbinere (og derfor Jesus) ofte brugte ting fra hverdagens liv til at beskrive åndelige ting (Jesus talte meget i lignelser) her er nogle eksempler:

  1. Jesus sagde til Nikodemus at et menneske ikke kan se Guds rige uden at blive født på ny, og da Nikodemus sagte "et menneske kan da ikke for anden gang komme ind i moders liv, og fødes" irettesatte Jesus ham lidt og sagde "forstår du, der er lærer i Israel ikke dette?" Jesus talte om at blive født åndeligt af Gud.
  2. Jesus sagde til den samaritanske kvinde (ved Jakobs brønd) hvis du havde vidst hvem du taler med ville du bede mig om vand, og jeg ville give dig levende vand, så du aldrig mere vil tørste. Vi kan se af Joh. 7,37 og Es. Kap. 43 at levende vand er et billede på Helligånden

Sådan er det også med mange af forskrifterne i Toraen (for eksempel spiseforskrifterne: De dyr, der må spises er billeder på Jesus (lammet for eksempel) de, der ikke må spises har karakteregenskaber, som er fremtrædende ved mennesker, som Gud advarer imod), som for eksempel æsler (billede på stivnakkede ubøjelige mennesker. Svin, der lige er rengjorte vælter sig omgående i sølet (et billede på mennesker, der falder fra troen. og så er der strudsen))! Klik her

"dagens by 22-apr-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Hedehusene-Fløng

Hedehusene er en stationsby  Nordøstsjælland med 11.584 indbyggere, beliggende på banestrækningen København-Roskilde. Byen ligger i Høje-Taastrup Kommune og hører til Region Hovedstaden. Den fungerer som satellitby til Hovedstadsområdet. Hedehusene opstod ved den første jernbanestrækning fra København mod Vestsjælland.

Kallerupstenen er en af Danmarks ældste runestene. Stenen er fra ca. 800 - 825. Stenen blev fundet ved Kallerup nord for Hedehusene i 1827. Den er i dag opstillet ved Ansgarkirken. Teksten er: "Hornbores, Svides ætlings sten."

Kirken fik sit navn ved indvielsen i 1921 efter Ansgar, der kom til landet i samme periode som Kallerupstenen blev rejst.

På Kallerupstenen ses to små skålformede fordybninger. De menes at være elementer i en kult, der er meget ældre end runerne.

Ved anlæggelsen af den første landevej mellem København og Roskilde i 1642, Kongevejen, bød kong Christian IV, at der blev bygget et hus for en foged til bevogtning af bommene ved vejen. Det blev det første hus på Heden - senere Hedehusene. Kong Christian IV er sådan set Hedehusenes grundlægger. Vejen måtte opgives som kongevej omkring 20 år senere, og Kongens Hedehus blev kro.

Kongevejen forfaldt og erstattes i 1700-tallet af den nuværende Roskildevej, der passerer Hedehusene. Det er i Hedehusene, at Roskildevej (vejen fra København mod Roskilde) går over i Københavnsvej (vejen fra Roskilde mod København).

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Det endelige bevis, på hvor meget eller hvor lidt vi tror på bøn, kan aflæses direkte af den tid, vi bruger på bønnen.
E. M. Bounds